Vil du spare mange penge på varmeregningen? Læs med her og bliv klogere på, hvordan du kan efterisolere hulmure og lofter med forskellige isoleringsløsninger.

Efterisolering af lofter og hulmure

Bevæbnet med en uldkniv og en god portion isoleringsuld kan du nemt selv sænke din varmeregning med flere hundrede eller tusinde kroner årligt. BygMax giver dig her den komplette guide til, hvilken type uld du skal vælge og, hvordan du griber opgaven an.

Efterisolering af hulmure kan være en svær opgave, og det vil ofte være nødvendigt med en indblæsningsmaskine, hvis ikke du har mulighed for at hælde granulat ned i hulmuren oppefra. Efterisolering af lofter er derimod en anden sag, for hvis du har adgang og en god højde oppe på dit loft, så kan du nemt klare opgaven selv.

Mange huse fra 1960’erne og 1970’erne er isoleret med 20 cm glasuld på loftet. Det store areal og den relativt lave mængde isolering efter nutidens normer gør, at der forsvinder meget varme fra boligen op gennem taget – varmen stiger jo som bekendt opad.

Efterisolering foretages ved at udlægge 10 cm batts/formstykker eller granulat over hele loftet. Isoleringen udlægges tæt til spær, skorsten og lignende og med tætte samlinger, så varme ikke siver op mellem isoleringsstykkerne. Pas dog på ikke at isolere foran ventilationshuller, da det er vigtigt, at loftrummet er tilstrækkeligt ventileret for at undgå råd og svamp. Sørg også for, at gangbroen på loftet har luft under, hvilket ofte betyder, at du skal hæve gangbroen, når du isolerer loftet.

Husk også beskyttelsesdragt, handsker og maske, da isoleringsmaterialerne kan give hudirritation og være sundhedsskadelige at indånde.

Efterisolering1

Valg af isoleringsmateriale

Når man roder rundt på lofter i gamle huse, finder man ofte alverdens spændende ting, som har været anvendt som isoleringsmateriale i tider, hvor knapheden var større. Det kan eksempelvis være gamle aviser, som i starten af forrige århundrede var et ofte anvendt materiale til isolering af lofter.

I dag behøver du ikke gemme lokalavisen i flere år for at isolere loftet eller hulmuren, for der findes mange og langt bedre løsninger. Når du overvejer isoleringsmaterialer, skal du især kigge på brandklassen og lambda-værdien. Sidstnævnte betegner isoleringens varmeledningsevne – altså hvor godt isoleringen leder varmen. Da formålet med isolering netop er IKKE at lede varmen, men holde den inde, så er produkter med laveste lambda-værdi altså de bedst isolerende.

De mest almindelige materialer til isolering af hulmure og lofter er stenuld, glasuld, papiruld og træfiber. Her får du en kort gennemgang af typerne og deres fordele og ulemper:

Glasuld

Glasuld minder om stenuld på flere måder. Den er ikke brandbar (brandklasse A), og leveres typisk i såkaldte batts / plader, der skal tilskæres omkring spær osv. Den er ofte lidt billigere end stenuld og vejer også lidt mindre. To af de største leverandører af glasuld er Knauf og Isover, der hver tilbyder et bredt udvalg af typer og størrelser.

Her kan du se, hvordan isolering af loftrum med formstykker eller rulle gøres:

Papiruld

Papiruld er granulat af papirstykker, der er tilsat brandhæmmende salte. Materialet er ikke ligesom sten- og glasuld i højeste brandklasse, men kun næsthøjeste (brandklasse B). Til gengæld er det utroligt nemt at arbejde med og giver ikke kløe eller udslæt ved hudkontakt, så du kan udføre arbejde med kun en støvmaske som beskyttelse. Papiruld kan blæses ind i hulmure eller på lofter med en indblæsningsmaskine, men også udlægges på lofter med håndkraft. Her skal du ikke skære til omkring spær og andet, og skal du efterfølgende have adgang til en installation under ulden, fejer du bare laget til side under arbejdet og dækker til igen, når du er færdig.

Træfiber

Isolering af træfiber fremstilles af nåletræer, hvis lange fibre egner sig godt til at producere et sammenhængende isoleringsmateriale. Træfiberisolering fås både som granulat, der kan blæses ind eller udlægges med håndkraft, og som sammenpressede batts. Træfiber har en god isoleringsevne og er særligt diffusionsåben, hvilket sikrer en korrekt regulering af fugt, så råd og svamp forhindres. Træfiber er som papiruld dog kun næsthøjeste brandklasse.

Se udvalget af træfiber isolering her 

Hvad skal du så vælge?

Mange har forskellige præferencer, når det kommer til isoleringsmateriale. Har du i forvejen 20 cm glasuld på loftet, så vil du måske efterisolere med samme materiale ovenpå det gamle. Eller også foretrækker du stenulden med dens høje isoleringsevne og lave brandbarhed. Eller måske skal det være nemt og billigt uden for meget tilskæring, og så er granulat af papir eller træfibre det rigtige valg for dig. Nogle sværger også til træfibrenes egenskaber med fugtregulering, og ser det som et naturligt materiale at anvende til renovering af især ældre huse.

Vi håber, at du har fået mod på at efterisolere og spare penge på varmeregningen, og har fået et godt overblik over hvilke forskellige isoleringsmaterialer, som du kan vælge imellem.

God arbejdslyst!