Har du problemer med en kold eller klukkende radiator, så er der måske luft i radiatoren, som skal lukkes ud. Det er nemt, og du kan læse, hvordan du gør lige her - og også hvordan du gør, hvis det ikke hjælper at udlufte radiatoren.

Sådan udlufter du dine radiatorer

Hører du klukkende lyde fra din radiator, eller oplever du, at din radiator er kold i toppen, selv om du har skruet op for den? Så kan det være, at der ikke er ordentligt gennemløb fordi der er luft i radiatoren.

Luft i radiatorer er helt almindeligt og betyder hverken, at der er noget galt med radiatoren eller med dit varmesystem. Det er ikke altid til at forklare, hvor luften kommer fra, men det kan gøre, at din radiator ikke fungerer optimalt.

Oplever du en larmende eller kold radiator, så er den første løsning, som du selv bør prøve inden du gør yderligere, at udlufte radiatoren.

integrallowline_office__1

Udluftning af radiator – trin for trin

Her guider vi dig til, hvordan du udlufter en radiator. Alt du skal bruge er en vandpumpetang og en klud, der gerne må blive beskidt. Det er en god idé at udlufte alle radiatorer i samme ombæring.

1: Sluk for din cirkulationspumpe. Måske har du både en centralvarmepumpe ved dit fyr og en cirkulationspumpe et andet sted i huset. Har du fjernvarme, så luk for varmen til varmeveksleren, hvis det er muligt.

2: Skru radiatorens termostat op på 5 eller højeste indstilling – så skabes der frit gennemløb.

3: På radiatoren, typisk i modsatte ende af termostaten, som du bruger til at skrue op og ned med, sidder der en lille skrue på cirka 1-1,5 cm med rillet kant – det er luftskruen. Den kan nogen gange løsnes med fingrene, men sidder den godt fast så brug vandpumpetangen.

4: Drej forsigtigt skruen imod urets retning. Hold kluden tæt under eller omkring skruen, når du gør det, for vandet i radiatoren kan være sort og derfor nemt misfarve tapet eller tekstiler, hvis det sprøjter lidt. Hvis der er luft i radiatoren, vil du høre en hvislende lyd. Er der ikke luft i radiatoren, vil der komme vand ud med det samme, at du drejer skruen. Er der luft i, så lad den sive ud, indtil der kommer vand i stedet for luft.

5: Skru nu skruen i igen, så du lukker for vandet. Skruen skal ikke strammes meget hårdt, og det er nok at skrue den i med fingrene. Radiatoren er nu luftet ud.

6: Hvis du lukker meget luft (eller vand ved et uheld) ud af systemet, kan du have mistet tryk, og det kan være nødvendigt at fylde mere vand på. Det gøres på forskellige måder alt afhængig af hvilken varmekilde du har, men typisk med en vandslange, der tilsluttes fyret eller varmesystemet. Almindeligt tryk på vandet i et varmesystem er 1-2 bar.

Udluftning af radiator virker ikke

Fortsætter din radiator med at drille efter du har prøvet at udlufte den, så kan det være at problemet skyldes at termostatventilen ikke fungerer korrekt. Når du skruer op og ned på termostaten, trykkes en lille stift i ventilen inde bagved ind og ud og lukker mere eller mindre varmt vand ind i radiatoren. Ventilen justeres også automatisk af termostaten, der føler rumtemperaturen og lukker mere varmt vand i radiatoren, hvis den mærker det bliver koldt (som hvis du lufter ud på en kold dag, men ikke skruer ned på radiatoren imens). Ventilen bliver dog med tiden slidt og kan derfor godt sidde lidt fast, hvilket fører til, at din radiator ikke reagerer som den skal.

Nogle gange kan det hjælpe bare at ”motionere” ventilen ved at skrue helt op og helt ned på termostatens følerelement, som du normalt bruger til at regulere temperaturen med. Virker det ikke, kan du prøve at fjerne følerelementet ved dreje på den sorte krans, som sidder inderst ved overgangen mellem termostaten og radiatoren og trække forsigtigt ud i følerelementet.  Ved nogle ældre følerelementer skal der fjernes en lille skrue, før elementet kan tages af. Når følerelementet er afmonteret og ventilen fungerer korrekt burde der strømme varmt vand gennem radiatoren.

Inde bagved kan du se ventilen, som er en lille messingstift, som stikker ud af pakdåsen. Tryk den lille stift ind med vandpumpetangens hoved, og mærk om den kan bevæge sig frem og tilbage uden problemer. Du kan også slå (meget forsigtigt) på siden af røret til radiatoren og på den måde måske løsne op for rust eller skidt, som forhindrer ventilen i at gå frem og tilbage. Brug et lille stykke træ eller lignende, så du ikke slår direkte på ventilen med værktøjet.

Virker det heller ikke, så kan det være pakdåsen i radiatoren, som skal skiftes. Det er heldigvis nemt at gøre, og den kan skrues ud og skiftes uden, at du behøver tappe vandet af dit anlæg. Du skal bare sørge for at købe en ny ventil, som passer til radiatoren.

God arbejdslyst!