Alu og Zink profiler

Aluprofiler, sortmalede aluprofiler og zinkprofiler anvendes til at lede vand væk ved samlinger mellem bygningsdele, som eksempelvis mellem tag og skorsten, eller mellem træbeklædning og murværk. Uanset om du skal bruge vindskeder, skotrender, sternkapsler, fodblik eller andre profiler, så har vi hvad du skal bruge.

Læs mere

Aluprofiler til alle formål

Hos BygMax finder du alle former for aluprofiler til inddækninger og samlinger ved eksempelvis tag og vinduer. Vi har det største udvalg, altid lave priser og hurtig levering til din adresse.

Aluprofiler er en samlebetegnelse for en lang række produkter, som er lavet af en tynd aluminiumsplade, der er bukket, så de passer til forskellige formål. Aluminium er et let og blødt metal, som er utrolig populært til produktion af alt fra sodavandsdåser, stegepander og aluprofiler til byggeri. Aluprofiler anvendes mange steder til at gøre samlinger vandtætte og lede vand væk og beskytte murværk og træværk.

Her kan du læse hvad de forskellige typer alu profiler kan anvendes til.

 

Aluprofiler til tag

Alu profiler anvendes flere steder i tagkonstruktioner, hvor den monteres mellem forskellige byggematerialer for at sikre vandtætte samlinger og lede regnvand væk. Ved vinkelhuse er det nødvendigt at lave en samling mellem de to tagflader i vinklen. Dette gøres ved at montere en såkaldt skotrende i hjørnet på taget under tagpladerne eller tagstenene, så den går et godt stykke op under taget i hver side. Skotrenden er en bred rende i aluminium, som leder vandet fra de to tagflader ned i tagrenden

Har dit hus en skorsten, så er der ved denne en risiko for utæthed, hvis ikke samlingen mellem skorsten og tag er i ordentlig stand. Omkring skorstene anvendes typisk en kombination af taginddækning og alu profiler. Taginddækningen fås i ruller og klæbes fast omkring skorstenen og lægges enten ind- eller udover taget. Herefter påsættes en løskant i aluminium henover samlingen mellem taginddækning og skorsten ved at der skæres en rille i skorstenen, hvor løskantens korte side sættes ind. Aluprofilen gøres fast til skorsten med søm rawlplugs og rillen fuges med byggesilicone.

Ved tagfoden er det især ved ældre huse og huse med undertag nødvendigt med en aluminiumsprofiler, som lader vand fra undertaget og kanten af tagstenene ned i tagrenden, så vandet ikke drypper eller løber ned ad murværket. Her anvendes fodblik eller en tagfod, som monteres på kanten af murværket eller undertaget.

For at undgå at mus og fugle kan få adgang til taget eller loftrummet ved at kravle under tagpladerne eller tagstenene, er det en god ide at montere et musestop eller et fuglegitter under de nederste tagsten. Gitteret er en bukket alu profil, hvor den ene side består af lang tynd lameller. Fuglegitteret monteres over tagfoden med lamellerne opad. Når de nederste tagsten eller tagplader lægges, bøjes nogle af lamellerne, så taget kommer helt ned, mens resten bliver stående og laver et gitter under taget, så fugle, mus og mår ikke kan komme ind.

Har huset sternbrædder eller limtræsbjælker, som sidder, så deres overside er udsat for regn, så anvendes en sternkapsel eller limtræsprofil, de monteres ovenpå træet, og beskytter det mod regn. Vindskeder og sternrender anvendes ligeledes ved stern til at lave en vandtæt samling mellem sternbrædder og tagplader. Aluprofiler til stern og træbjælker fås i flere standardstørrelser, som passer til de fleste brædder og bjælker, og ellers fås en universalkapsel, som bøjes flere steder og dermed tilpasses den ønskede bredde.

 

Aluprofiler til facade

Der findes en lang række anvendelser af aluprofiler til vandtætning af samlinger ved tag, men derudover anvendes de også flere steder på facader. Også her er aluprofilernes formål, at give vandtætte samlinger mellem forskellige bygningsdele. Aluprofilerne er særdeles egnede fordi de både er lette at forarbejde og tilpasse, men også fordi de bidrager til facadens udseende med en flot og vedligeholdelsesfri overflade.

Facadeprofiler bruges til vandrette samlinger mellem murværk og træbeklædning, eksempelvis på gavle, hvor den øverste del er træ og den nederste del er mursten. Facadeprofiler monteres på bagsiden af træværket og forsiden af murværket. De har typisk en drypkant forneden, så regnvand, som løber ned af træværket vil bliv ledt væk fra murværket. Her er det også en mulighed at montere aluminiumsplader på hele trægavlen, og derved få en flot og vedligeholdelsesfri gavlbeklædning.

Ved vandrette samlinger i facadebeklædning, hvor både øvre og nede facadebeklædning er i træ eller lignende, anvendes Z-profiler, som monteres efter den nederste del af beklædningen er opsat. Z-profilerne fås i flere størrelser, der passer til forskellige tykkelser på facadebeklædning.

Aluprofiler kan også bruges som sålbænke under vinduer. Sålbænkens funktion er at lede vand væk fra vinduet, som typisk sidder tilbagetrukket i murværket, ud over muren nedenunder. En sålbænk i aluminium er både en smuk tilføjelse til dine vinduer, men også en praktisk og vedligeholdelsesfri løsning til afledning af vand.

Alu profiler kan også bruges langs soklen på huset. En vandnæse bruges sammen med drænplader til efterisolering af kældre. Skal kælderen være tør og varm, så er det ofte nødvendigt at grave ud og montere isolering i form af drænplader sammen med drænrør udvendigt. For at vand ikke kan løbe ned mellem muren eller soklen og drænpladerne, monteres en aluprofil kaldet en vandnæse på oversiden af drænpladerne. Vandnæsen monteres på soklen med søm rawlplugs, og smøres inden med murasfalt på den flade, som monteres på soklen. Det er vigtigt at soklen er tør og rengjort for snavs og løstsiddende materiale for at samlingen mellem aluprofil og sokkel bliver tæt. 

 

Alt til arbejdet med aluprofiler

Aluprofiler er utrolig nemme at bearbejde, da aluminium er et blødt og let materiale. Det er netop også årsagen til at så mange tag- og facadeprofiler er produceret i aluminium. Aluprofilerne kan klippes med en pladesaks eller skæres med en vinkelsliber. Vær dog opmærksom, hvis du skærer i alu profiler med en vinkelsliber, da varme gnister fra skæringen kan brænde sig fast og skade overfladen på profilen. Skær derfor alt, så gnisterne ikke rammer resten af profilen, eller beskyt profilen, mens du skærer. Aluprofiler kan nemt bøjes i hånden eller med en tang, hvis det drejer sig om små folder, som skal laves i profilerne. Det er derfor ikke meget værktøj, som du skal bruge for at arbejde med aluminiumsprofiler.

Uanset om du skal lægge nyt tag, skifte vinduer eller efterisolere din kælder, så finder du alt i aluprofiler her hos BygMax. Vi har både et stort udvalg af blanke alu profiler, men derudover også sortlakerede aluprofiler og zinkprofiler. Køb profilerne i dag og få leveret til din adresse i løbet af kun få dage.