Akustiklofter og akustikvægge – Hvorfor er akustik vigtigt?

Med moderne boligtrends som betongulve, højt til loftet, trægulve, store vinduesparter og køkkenalrum og stuer med gulvklinker er der større behov for akustikprodukter end nogensinde før. God akustik er ikke kun vigtigt, fordi det gør samtaler mere behagelige, men fordi det direkte forbedrer indeklimaet.

På kontorer kan støj være svært forstyrrende, og i en undersøgelse af åbne kontorer har man fundet ud af, at en bedre akustik øger koncentrationen med ca. 50% og reducerer forstyrrelser med ca. 50%. Der begås 10% færre fejl, og stressniveauet falder med mere end en fjerdedel. En god akustik skaber ikke kun et sundere helbred, men også et markant mere produktivt arbejdsmiljø. 

Gennemsnitligt tilbringer vi 90% af vores tid inden døre, hvoraf to tredjedele er i vores eget hjem. Derfor betyder indeklimaet meget for vores komfort og sundhed. Lige såvel som for stor luftfugtighed og for lidt sol kan gøre os syge, lige såvel kan støj også påvirke vores helbred negativt. For meget støj er nemlig en af de største årsager til stress i hjemmet, og ifølge Det Europæiske Miljøagentur kan hele 10.000 dødsfald tilskrives støj, og lige netop det problem kan akustikvægge og akustiklofter hjælpe med.

Hertz, decibel og efterklangstid – Hvad er akustik?

Kort fortalt er akustik, hvordan lyd opfører sig i et givent rum. Lyd er små vibrationer, der rejser igennem luften og opfanges af vores skrøbelige mekanismer inde i øret. Det menneskelige øre kan opfatte lyde mellem 20 – 20.000 Hz (hertz), hvilket indikerer antallet af svingninger i sekundet. Jo flere svingninger, desto højere er tonen, og jo færre svingninger, desto dybere bliver tonen.

For at måle støjen, skal vi have fat i en anden måleenhed end hertz, nemlig decibel. Decibelskalaen er ikke lineær, men logaritmisk, hvilket betyder, at for hver 3 decibel fordobles lydniveauet. Så fra 30 til 33 decibel er der ikke en stigning på 10%, men på 100%, eftersom støjniveauet fordobles. Generelt siger man, at 0-58 decibel er inden for et tåleligt støjniveau, 58-65 decibel er generende, og alt over 65 decibel er stærkt generende. Til reference så er almindelig samtale omkring 60 decibel, og i arbejdsmiljøer over 85 decibel, foreskriver mange arbejdspladser, at man bruger høreværn. Ved 140 decibel kan støjen sammenlignes med en flymotor, og ved 180 decibel er man oppe på samme støjniveau som en raketmotor, hvor der hurtigt dannes høreskader.

Når vi kigger på akustikken i et rum, så er efterklangstiden det helt centrale, vi skal tage op. Efterklangstiden definerer vi som den tid, det tager for en lyd at falde med 60 decibel. Når lyden skabes, rejser lydbølgerne ind i den nærmeste overflade, hvor de igen reflekteres tilbage til den næste overflade, og derfor kan det tage flere sekunder før en lyd helt forsvinder. Efterklangstiden vil man gerne have til omkring 0,5 – 0,7 sekunder, eftersom akustikken er mest behagelig i dette interval. I moderne biografer kan efterklangstiden være helt nede på 0,3 sekunder, og i store kæmpe-katedraler kan den komme helt op på 7 sekunder.  

Når man prøver at mindske støjgener i boligen, er der to punkter, hvorpå man kan forbedre akustikken: Lydisolering og lydregulering.

Lydisolering formindsker væggenes, lofternes og andre bygningsdeles evne til at udbrede lydbølger. Man kan tænke på det som varmeisolering på den måde, at det holder varmen/lyden inde.

Lydregulering har med lokalets overflade og udformning at gøre. Hvis man har vægge og gulve af glat beton bliver lyden reflekteret frem og tilbage og skaber ekko. Men lige så snart du indretter lokalet med bløde møbler og akustikplader, vil lyden diffusere, hvilket vil sige, at i stedet for at lyden bliver sendt tilbage i én bølge, splittes den op i mindre dele i flere retninger og gør efterklangen betydeligt bedre.

Hvordan virker akustikpaneler og akustiklofter?

For at gøre efterklangstiden kortere bør man derfor prøve at absorbere lydbølgerne, så der ikke er så meget af lyden, der hopper videre. Hvis du før har flyttet, har du sikkert oplevet, hvor meget akustikken ændrer sig, fra du står i et helt tomt lokale, til efter du har møbleret rummet. Det gør den dels, fordi de blødere møbler som polstrede stole og sofaer, tæpper og senge simpelthen opsuger lydbølgerne. Udover at bruge bløde materialer til at forbedre akustikken, så kan du også sprede bølgerne ved hjælp af diffusion. Når lyden rammer et hårdt, glat materiale, kastes den tilbage, men når lydbølgerne rammer ujævne overflader, spredes lyden i flere retninger. Dette dæmper ikke lyden, men fordeler den, så lyden ikke bliver kastet tilbage i ét uniformt ekko, og den vil hurtigere reducere.

Hvilket materiale skal du vælge til akustikloftet?

Til at forbedre akustikken er der så mange produkter at vælge imellem, at det kan være svært at bevare overblikket. Derfor har vi her lavet en kort gennemgang af de mest gængse akustikløsninger.

De fleste akustikløsninger installeres på enten væggene eller loftet, hvor nogle materialer naturligvis egner sig bedre til det ene mere end det andet.

Lad os først tage et kig på akustiklofter, og så på akustikvægge.

Perforerede gipslofter - God akustik og nemme at montere

Mange vælger  perforerede gipsplader til deres akustikloft, fordi gips er et billigt materiale, der giver mulighed for mange designudtryk. Gipsplader er nok mest kendt som et glat materiale med en hård overflade, hvilket normalt vil forværre efterklangstiden. Derfor er akustiklofter af gips perforerede, så lydbølgerne rejser ned igennem disse huller, hvor de bliver mødt af en bagvedliggende akustikfilt, der absorberer lyden. Gipspladerne kan have perforeringer i forskellige størrelser og mønstre, så du har mulighed for et større udvalg af designs. Gipsplader er også anbefalede som nedsænkede skinnelofter, hvor man kan have ventilationsudstyr monteret mellem gipspladerne og loftet.

Interesseret i gipsplader til akustikloftet? Så kan vi anbefale danoloft fra Knauf. Akustik loftpladerne har Dansk Indeklima Mærkning, der garanterer, akustikloftet hverken afgiver støv eller andre partikler. Knauf akustik loftpladerne fås i flotte, skandinaviske designs, der giver et minimalistisk og let udtryk til dit hjem.

Stenuld – Ikke kun et varmeisolerende materiale

De fleste kender stenuld som et isoleringsmateriale, men stenuld har mange andre anvendelsesmuligheder. Stenuld kommer hovedsageligt fra Rockwool-koncernen, der har produceret stenuldsprodukter i mere end 100 år. Stenuld forener lydisolering og lydabsorption, så overførslen af lyd fra rum til rum reduceres. Akustikpladernes overflade har også en høj lysrefleksion og -diffusion, så behovet for kunstige lys reduceres med op til 11%. Akustikloft af stenuld har selvfølgelig rigtigt gode akustiske egenskaber, de er vandafvisende, modstandsdygtige over for fugt, og så har de en rigtig høj brandsikkerhed, eftersom de ikke bidrager med brand eller skaber røg.

Stenuldsakustiklofterne fra Rockwool hedder Rockfon, og de udskiller sig ved at være fremstillet af fibre fra vulkanske bjergsten, der er blevet smeltet ved høje temperaturer. Stenene smeltes i ovne på 1500 °C, der genskaber den vulkanske proces, hvorefter den flydende masse kommer i en spinder og bliver trukket til tynde fibertråde. Her bliver også tilsat lim, der holder fibertrådene sammen. Afslutningsvist kommer stenulden igennem en hærdeovn, hvor den får tykkelsen og densiteten, som akustikpladerne kræver.

Udover de gode brandhæmmende kvaliteter, har Rockfon en lysrefleksion på 86%, der gør dine lokaler lysere, så du kan sparre penge på belysningen.

Træbeton – Akustikplader der tåler fugt


Træbeton er fremstillet af træuld, vand og den fineste hvide cement fra Aalborg Portland. Sammensætningen af disse materialer får træbeton til at minde meget om stenuld. Begge er nemlig fremstillet af naturlige, genanvendelige materialer. De har fremragende lydabsorberende kvaliteter, der hjælper med at skabe et markant bedre indeklima, og så har de helt fantastiske brandhæmmende egenskaber. Træbeton anvendes primært på lofter, men de kan også anvendes som akustikvægge. Om det er til kontorer, sportshaller, stalde, garager eller privatboliger, så vil akustikplader af træbeton gøre akustikken betydeligt bedre.



Tænker man træbeton, så tænker man sikkert Troldtekt. Deres akustik loftplader har selvfølgelig kvaliteterne, der er typisk for træbeton. de skaber en god rum akustik ved at afkorte efterklangstiden, de har en høj brandsikring, og akustikpladerne har en levetid på mindst 50 år. Hvor akustikpladerne fra Troldtekt måske udmærker sig mest, er at de kan holde til at blive udsat for rigtigt meget fugt. Derfor kan de opsættes både udenfor og i vådrum, som svømmehaller og baderum.

Akustikvægge – Bedre akustik i rigt design

At dække hele loftet kan naturligvis være et større projekt, og derfor vælger mange at fokusere på akustikvægge i stedet for. Her får du også et større udvalg af løsninger i form af vægbeklædninger, akustikpaneler og akustikbilleder.

Akustikpaneler kan monteres på både lofter og vægge og består af træstave oven på et akustikfilt. De fleste producenter tilbyder forskellige paneler i andre træsorter, men ofte på den samme, sorte akustikdug. Den ujævne overflade fra træstavene gør overfladen mere ujævn, og akustikdugen bagpå absorberer lyden og skaber en rigtig god akustik.  

Hertil kan vi anbefale I-Wood og FibroTech. FibroTech er især kendt for deres flotte sortiment af akustikpaneler. I vores sortiment finder du deres Basic, Proff og Unika-akustikpaneler. De lange, tynde stave giver FibroTech akustikpanelerne et moderne udseende, der bidrager til indretningen. Størrelsesmæssigt fås stavene i en bredde på 25 mm og i materialerne ask, eg og valnød. Stavene sidder fast på en tyk akustisk filtdug, og det er denne dug og mellemrummene imellem stavene, der giver FibroTechs akustikpaneler deres fortrinlige akustiske kvaliteter.

I-Wood akustikpanelerne er listebeklædninger, der er fremstillet af MDF plader med egefinér. Bag på listerne kan man få monteret et lag mineraluld, der netop hjælper med at absorbere lyden og skaber en bedre rumklang. I-WOOD akustikpanelerne kan anvendes som både akustikvægge og akustikloft.

Vægophæng – Designrige akustikløsninger

Til mindre akustikløsninger fås der mange spøjse vægophæng som Woodstuck fra EcoSUND eller akustikbilleder fra FibroTech. Begge er akustikplader, der til forveksling ligner indretningsartikler. Akustikbillederne fra FibroTech er flotte træbetonplader, hvorpå der er malet et billede, så de ikke kun er en fryd for øjet, men også hjælper med akustikken.

For et mere spøjst design kan du tage et kig på Woodstock fra EcoSUND, der er af samme materiale som ovenstående akustikplade. Hvor de skiller sig ud, er deres finurlige design, der til forveksling ligner træskiver hentet direkte fra skoven. Skiverne fås i forskellige tykkelser og størrelser, så du snildt kan skabe dit eget dynamiske design. Pladerne er dækket af en lydabsorberende akustikfilt, som er miljø og allergivenlig uden lim, bindemidler eller farlige stoffer. Filten tåler fugt og hverken rådner eller mugner. De smarte akustikplader fra EcoSUND monteres separat med bøjler, så opsætningen er lige til.

Akustikvægge og akustiklofter hos BygMax

Hos BygMax finder du et utal af akustikløsninger. Om det er til væggen eller loftet, så har vi det helt sikkert lige her. Om det er gipsplader, træbeton, stenuld, eller akustikplader med træ og akustikdug, så har vi det til rigtigt gode priser!

Vi håber, at dette blogindlæg om akustikvægge og akustiklofter har lært dig lidt om akustik og måske endda inspireret dig til et nyt byggeprojekt – i så fald – god arbejdslyst!